Tale til Johanne Foss
ved overrækkelsen af Anna Klindt Sørensens legat
Januar 2012




Når vi har valgt at mødes netop her ved Grafisk Skoles gamle presse, er det selvfølgelig ikke tilfældigt. Størstedelen af dansk kunsts historie blev skabt på og omkring den af så forskellige kunstnere som Aksel Jørgensen, Hjorth Nielsen, Henry Nielsen, Holger J. Jensen, Reidar Magnus, Dan Sterup-Hansen, Richard Winther, Jørgen Rømer og mange flere. Blandt dem ikke mindst Anna Klindt Sørensen, hvis omfattende raderede værk stadig venter på at blive gjort kendt. Og her begyndte du selv som grafiker, den gang akademiet ”havde fået sin første abstrakte professor”. Siden er du nået langt.
At overføre det sete til raderpladen er at forenkle, at se og se bort fra på samme tid, ligesom den tegnede skitse kræver det. Men modstanden i materialet er så meget større, end når blyant og papir tages i brug, og rettelser er vanskeligere, for ikke at sige umulige.
Hjorth Nielsens hustru fortalte, hvordan hun, da han udstillede i Paris, blev vækket kl. 6 om morgenen ved lyden af radernålen, der kradsede i pladen for at fastholde udsigten fra hotelværelsets vinduer. En af hans elever huskede, hvordan han under en studierejse i Rom fremdrog en stor plade for at arbejde videre på motivet - det var fra Kongens Nytorv.
Begge episoder karakteriserer raderingens væsen, den kan være et flygtigt, hastigt notat, nedfældet på stedet, men kræver tid for at blive til billede. Det første notat kan undervejs forvandle sig gennemgribende, både i den fortsatte bearbejdning af pladen og i trykningen.
Du kender - forstår jeg ved at læse - til det at begynde direkte på pladen, på stedet, for bagefter, ved at tilføje nye lag, at opbygge billedets struktur på grundlag af det nedfældede. Formentlig går det dig, som det gik digteren Henri Michaux. Når han - under indflydelse af mescalin - nedfældede sine synsoplevelser i nogle få, tilsyneladende nærmest intetsigende streger, var de nok til, at han uger senere tydeligt genoplevede det sete i så høj grad, at han detaljeret kunne tegne det.
Når du i værkstedet ud fra den første plade forbereder trykningen af farveraderingerne, udvælger de zoner af landskabet, der samler sig i større helheder, fordi de dækkes af samme farve, genser du vel også stedet, jordsmonnets, vegetationens farve. Men modsat akvarellens eller maleriets stadigt skiftende nuancer i hver kvadratcentimenter, ja, millimeter, må og skal der her ske en forenkling, en koncentration, en abstraktion.
Hercules Seghers er nævnt i dit seneste katalog som en inspirationskilde. Hans gådefulde grafik udfordrede også her på stedet, Rømer og Winther brugte måneder på at trænge ind i hans teknik. Du deler metode med ham i det, der på klangfuldt tysk hedder ”das Abklatschverfahren”, som han tilsyneladende undertiden brugte (dog kun til en trykning med to plader), og som du har udviklet og beskrevet som arbejdsform for dine senere raderinger.
Når jeg fra betragtningen af Seghers igen vendte mig til dine arbejder, opdagede jeg et helt andet slægtskab end blot det tekniske. Det slog mig, at horisontlinien i dine landskaber næsten altid ligger meget højt, kun en sjælden gang i midten af biledet. Det betyder, at hele din - og dermed vores - opmærksomhed bliver rettet mod, hvad man - hvis ikke ordet var så belastet - kunne have kaldt det jordiske. I mangel af bedre kunne man sige: det umiddelbart nærværende, det vi står på og er midt i. Ikke de atmosfæriske fænomeners stadige og dog så uforanderlige skiften. Heri ser jeg dine mange rejsers kunstneriske mål: oplevelsen af jordens mangfoldighed. Og tillige deri en indre lighed med Seghers. Han så, modsat de fleste af sine samtidige, det flade hollandske landskab oppe fra, udbredt i hele sin mangfoldighed, så himlen blot blev en stribe langs billedets øverste kant. Også for ham gjaldt det jordens mangfoldighed. Træets krone fyldte billedfladen. Bjergene, der tårnede sig op, kunne han ikke - som du – opsøge, han måtte skabe dem ud af sin fantasi.
At forene den sorte radering og farven er langtfra nyt. Men påfaldende få danske kunstnere har for alvor vovet sig i kast med farveraderingen. Anna Klindt Sørensen tænkte måske i de baner, når hun kolorerede nogle af sine raderinger med akvarelfarve. Men derved blev det.
Du har gennem alle årene fastholdt og udviklet den grafiske udtryksform, har insisteret på koncentration og eftertanke, og dermed givet os andre holdepunkter for refleksion, i en tid hvor, lidt polemisk sagt, megen billedkunst bliver til scenografi, skabt for og tilpasset den aktuelle scene.
I Boris Pasternaks ”Forsøg til en selvbiografi” siger han et sted om forholdet til det, der gik forud: ” Almen kendte ting og gamle sandheder er kunsten fuld af. Selvom det står enhver frit for at benytte dem, venter almen kendte love længe uden at blive taget i brug. En almen kendt sandhed må en sjælden gang, en gang i løbet af hundrede år, møde den smilende lykke, og så finder den anvendelse.”
Troels Andersen