Hvor kan der være farver og frodighed i Johanne Foss’ malerier og akvareller! Hun har vanskeligt ved at skjule sin begejstring over den blomstrende verden, hun lever i. Her er ingen smalle steder i farvepragten; men der er heller ikke for meget, for midt i begejstringen ved hun, at virkningen øges ved begrænsningen. Og ved en stram komposition. Hun er en klassisk skolet billedkunstner, og skal det syn, hun har set, holdes fast, må en tydelig rytme strukturere billedet. Den kan så være fast og grov eller boblevandsbristende; men rytmen skal være der, det er den, der får farvelegen til at blive leg. Og får øjet til at løfte op i skørterne og danse rundt, lege med.

Farvekunsten i hendes malerier og akvareller kan være betagende. Men hun er også en vågen og sikker tegner, og hun er en fremragende grafiker med et speciale i de meget store farveætsninger, hvor et landskab - og det kan være svensk, italiensk, mellemøstligt, afrikansk - er i gang med at forvandle sig til et mægtigt ornament, et skridende spil af flader og få farver, en langsom forvandling fra landskab til billede. Disse store, beundrede ætsninger afslører hvilken værdifuld komponerende evne, hun har. Den evne driver også, men mere i det skjulte, sit spil i malerierne og akvarellerne. I de store ætsninger kan hun finde på at drille beskuerens opmærksomhed ved at lægge et lille billede ind i det store billede, et forundringsløv, der flagrer rundt, eller er det et flyvende vindue?

Jeg har ved flere lejligheder haft den fornøjelse at høre Johanne Foss fortælle om oplevelser, ofte dramatiske, fra de mange rejser rundt i verden sammen med sin mand Peter Sigsgaard, dog særligt dem fra Afrika, som står hendes hjerte nært. Har mærket, hvor drevent hun med sin rolige stemme kan få en oplevelse, en iagttagelse til at folde sig ud, få episk bredde, blive tydelig og spændende, hun er en storartet fortæller.

I virkeligheden bruger hun meget af den samme fortælleteknik i kompositionen af sine billeder. Også de har en iboende ro, der giver tingene lov til at folde sig ud, når de skal. Hun maler som hun fortæller. Men hun er jo samtidig en sulten jæger på jagt efter billedbytte, en rastløs snuser med åbne sanser, og hun kan virkelig - det sladrer billederne om - lade sig overrumple af et blomstrende æbletræs lyse pragt, af et blåt skær i granskoven, af en stor sten, der ligger i vandstrømmen som en i al evighed forsuttet forvandlingskugle af funklende farver. Og af vigen der rækker blå tunge ad landskabet og kunstneren.


Johanne Foss nyder åbenlyst spillet mellem billedets abstrakte krav og det stykke natur, hun har for øjnene eller i erindring. Forstår dygtigt at sammensætte billederne af åbne og mættede flader, så der både bliver ro og liv, udsyn og nærhed, rum som øjet kan flyve og færdes i. Lige så lidt som de andre tre malere i 4 med farve maler Johanne Foss naturen af. Hun maler billeder, som låner af naturens fortryllelse, men som også trækker på landskabskunstens traditioner. Hun har lært et og andet af folk som Harald Leth og Arne Johannesen om både flugten og poesien i billedet. De elskede jo begge at male natur, deres kunst nærmede sig efterhånden en form for naturfordybelse af næsten mystisk karakter. Det ved jeg ikke om Johanne Foss’ gør; men gad vide om Harald Leths og Johannesens pukken på skriften i billedet, penselstrøgenes hældning og energi og andre gode fif ikke har hjulpet hende på vejen til at blive sig selv. Johanne Foss har gået i gode skoler. Den hun helst færdes i nu, er naturens, skolen i den grønne skov.


Og da er det ofte den sydsvenske, den smålandske natur, der kommer på tale. Som mange andre danske har hun hus i Småland og elsker at være og male her i dette nordens Arkadien. Og måske er der en nordisk tone i billederne herfra, meteorologien sætter vel sit spor; men jeg ved nu ikke rigtig. Det er i alle tilfælde ikke mørkningstonen, det vemod der for nogle år siden blev lanceret som det særlig nordiske. For Johanne Foss elsker dagen og det klare lys, sentimentalitet er hende fremmed, og der er vist ikke meget symbolist i hende. Hendes blik er åbent, nysgerrigt og fast.


Fugle mindes jeg ikke at have set i hendes malerier og akvareller. Men når hendes farvespil virkelig folder sig ud, kan man høre dem kvidre.


Eske K. Mathiesen, 2008

Fra: Katalog til udstillingen Landskabet, Haven og Rummet
Udstillere: 4 med farve (Johanne Foss, Hanne Sejrbo, Morten Skovmand, Egon Bjerg Nielsen)
Johannes Larsen Museet, Kerteminde 2008